Paa Tanangerfjorden.

--------------------

To omkomne.

Far og søn.

--------------------

Et hjertegribende budskab var det i sandhed, hvad vi kortelig meddelte igaar – at fyrvogter paa Fladholmen, i nærheden af Tananger, Ingebret Olsen, omkom Onsdag aften tilligemed en af sine sønner ved kuldseiling.

Han og to sønner havde ført konen ind til Tananger, hvorfra hun med den ældste søn skulde til byen i nogen ærinder. De andre satte seil til for at tage over til fyren igjen. Komne ud paa fjoren faar de en raase, som kaster baaden over med en gang. Den ene af gutterne fik ved fa'rens hjelp fat paa aarene, holdt sig oppe paa dem og skreg, hvad han vandt. Fa'ren, som var godt sømd, kunde ha reddet sig ved svømning; men da han skulde holde den anden gut oppe, blev burden for tung, og han gik under, netop som baaden kom til fra land.

Det var fra baad fra hjemmet. To smaapiger, som var hjemme tilligemed den mindste gutten, havde seet ulykken, løbet til stranden, faat baaden ud og ilede til pladsen. Da sank som sagt fa'ren og den lille, medens de med meget møie fik halet bro'ren paa aarene op i baaden, og da var han som død. Skyndte sig tillands, arbeidede længe med gutten og fik liv i ham, tændte paa fyren og paste den – kun 8 og 13 aar gamle. Den mindste var 4. Den yngste af pigerne har faat en knæk i riben af arbeidet, og den ældste var omtrent hudløs paa sine hænder. Men det er saa godt gjort af de smaa, at det maaske er uden sidestykke. I dag holder de paa at sokne efter de bortkomne.

Ja, den arme hustruen og moderen med den store flokken omkring sig! – faa et saadant budskab til byen! Saadan smerte kan ingen male, særlig, naar den fristelsen kommer ataat, som gjerne melder sig ved saadanne leiligheter: Havde nu ikke du reist til byen den dagen, kunde dette været undgaaet! Da vil hjertet briste. Kun Herren selv kan hjelpe og trøste og holde ilive da. Ved hans naade kan det vel blive til lys og lindring i mørket og nøden at mindes, hvad Amos siger: "Sker der vel en ulykke i staden, uden at herren har gjort den".

Timen var kommet, det er sagen. Derfor maatte det gaa saa til.

Ogsaa for de kjære gamle – enkens foreldre, bliver det et tungt stød til de mange andre, de har prøvt under sin stille gang gjennem livet. Men han, som hidindtil har hjulpet dem til at bære det alt med taalnmodighet og stilhed, vil ogsaa hjelpe dem over dette. Saa er heller ikke tiden saa lang. Snart er vi ved floden alle – da gjelder det kun at ha god færge over, og har vi den, saa er alting glemt derover paa den anden side. Ingen taare mere.